Haveliv

Inspiration til haven

Sådan vælger jeg det rigtige drivhus

Af Bettina Nørgaard, drivhusindkøber 10-02-2017

Går du med en spirende drøm om at få dit helt eget drivhus? Og har du brug for lidt hjælp til at komme i gang? Så læs med her.

Drømmen om et drivhus
Det er sommer, solen skinner og der er helt grønt af planter i drivhuset. Luften er tyk og varm, og duften af friske, hjemmedyrkede grøntsager rammer dig lige i ansigtet. Duften fra drivhuset må så absolut være med i kampen om at være en af sommerens bedste dufte.

Vi vil gerne gøre det nemt for dig at vælge dit nye drivhus. Derfor har vi udarbejdet en drivhusguide, der stiller skarpt på helt centrale spørgsmål, inden du investerer i et væksthus.

Typer af drivhuse
Drivhuse findes i flere størrelser og former, men der findes tre grundlæggende typer, som du skal vælge imellem.



Klassisk drivhus
Det klassiske drivhus – som de fleste på den ene eller anden måde har stiftet bekendtskab med. Det findes i et utal af størrelser og materialer, og er perfekt til dig, der ønsker god plads til at dyrke forskellige grøntsager. Et klassisk drivhus giver dig rig mulighed for at plukke dine egne friske tomater, agurker, chili, aubergine og andre lækkerier i løbet af sommeren.

Med et klassisk drivhus kan du også sagtens få plads til et mindre havebord og et par havestole, så du får mulighed for både at dyrke dine egne planter, men også at bruge drivhuset som opholdsrum, hvor du bare kan slænge dig, hvis vejret er dårligt.

Vægdrivhus
Vægdrivhuse fås i mange størrelser, og er især perfekte til en lille have, op ad kolonihavehuset eller til altanen. Et vægdrivhus optager minimal plads, men kan bidrage med masser af grønne lækkerier sommeren igennem. Og så er det også velegnet til at overvintre planter i, da varmen fra husmuren vil afgive varme til drivhuset vinteren over.

Med et vægdrivhus har du mulighed for at give de grønne fingre frit spil på helt samme niveau som i et klassisk drivhus, også selv om pladsen ikke er den helt samme som i et større drivhus.

Orangeri
Orangerierne er en større drivhustype, og de adskiller sig i formen fra de klassiske drivhuse. Med et orangeri er der næsten ingen grænser for, hvor mange planter du kan dyrke. Der er masser af plads både til planter og grøntsager, men du kan også indrette dig med møbler og hængekøjer.

Med et orangeri får du rigtig mange kvadratmeter at boltre dig på. Hvordan du vil bruge dem er helt op til dig, men der er rigeligt med muligheder for at opholde sig ude – måske hele året rundt.

Valget af drivhustype afhænger i høj grad af, hvor stor en have du har til rådighed, men også hvor store planter du vil dyrke, og om du både vil have plads til planter og en krog til havemøbler.



Hvor stort skal mit drivhus være?
Når du investerer i et drivhus skal du have en idé om, hvor mange og hvilke planter du vil dyrke. For det handler ikke kun om kvadratmeterne men også om kubikmeterne. Og tomat- og agurkeplanter vil fylde mere end krydderurter og chiliplanter.

Der skal selvfølgelig være plads mellem planterne, så du kan komme til at plukke dine grøntsager uden at skulle klemme dig rundt mellem planterne. Men det er absolut lige så vigtigt, at der er luft og lys over og rundt om planterne, fordi det giver en bedre ventilation i drivhuset. Det betyder, at det er lettere at holde skadedyr og andre plantesygdomme væk fra planterne.

Så spørg dig selv:
  • Hvor mange planter og grøntsager planlægger du at dyrke?
  • Hvilke planter? Og hvor meget plads kræver de for at gro?
  • Skal drivhuset også bruges til andet fx hyggekrog?

Er der forskel på drivhusglas?
Der findes forskellige glasmaterialer i drivhuse. Du kan få helt almindelig glas, som du kender. Men du har også mulighed for at vælge enten hærdet glas eller polycarbonat.

I dag er glas det mest udbredte materiale i drivhuset. Årsagen hertil er primært æstetiske årsager. Du kan enten vælge glas, der er traditionelt delt, eller du kan vælge hærdet glas i hele baner.

Fordelen ved at bruge hærdet glas er, at det er et stærkere materiale, hvilket giver en mere personsikker konstruktion. Hærdet glas er varmebehandlet vinduesglas, og det tåler 5-6 gange større påvirkning end almindeligt vinduesglas. Hvis uheldet er ude, splintres hærdet glas i meget store stykker, og derved bliver risikoen for at skære sig langt mindre.

Polycarbonat har den fordel, at der ligger luft i kanalerne, som virker isolerende. Det beskytter mod frost i starten og slutningen af sæsonen. Med polycarbonat mindskes behovet for skygge, da glasset bryder lyset.

Sokler
Når du investerer i et drivhus, er det en rigtig god idé at købe en drivhussokkel. En sokkel bidrager til, at drivhuset ikke vælter under en storm. En anden fordel ved en sokkel er, at drivhuset bliver ca. 8-12 cm højere. Den ekstra højde giver dine drivhusplanter mere plads at vokse og spire på.

Vælger du at støbe dit fundament selv eller bruge et træfundament, skal du huske at fastgøre drivhuset med skruer for hver sektion.

Hvor i haven skal jeg placere mit drivhus?
Drivhusets placering i haven er vigtig, hvis du vil have succes med at dyrke dine planter. Men du skal bestemt have besluttet dig for, hvordan du vil bruge dit drivhus, fordi det har betydning for placeringen.

Hvis dyrkning er det primære formål, vil et vest- eller østvendt drivhus være et rigtig godt valg, fordi der er masser af lys og varme. Du skal dog være opmærksom på, at du i rigtigt varme perioder eller midt på dagen bør skærme for solen, så planterne ikke får for meget varme.

Hvis et sydvendt drivhus er den eneste løsning, er det en rigtig god idé at gøre det køligere i drivhuset på de varmeste dage, fx ved at afskærme for solen. Har du muligheder for at få skygge fra havens træer, kan dette være en fordel – de må bare ikke skygge hele dagen lang, da planterne så ikke vil få lys og varme nok.

Hvis drivhusplanterne er mindre vigtige, og du hellere vil bruge drivhuset til at drive og hygge med familien, så er det bestemt en fordel at vende det mod syd. På den måde vil du også få mest mulig sol henover vinteren, hvor solen står lavt på himlen.

Hvor ofte skal jeg lufte ud i mit drivhus?
Udluftning er alfa omega i et drivhus, for hvis luften står stille, er der vilkår for at svampe og skadedyr kan skabe sig et liv i planterne. Godt for skadedyrene, men knap så godt for dig og dine planter.

Det er særligt vigtigt at lufte ud på varme dage. Derfor vil det være godt at vælge et drivhus med et loftsvindue, for med åben dør og vindue i toppen, skifter du luften helt ud.

Du kan med fordel holde øje med temperaturen med et min./max. termometer. Med et sådan termometer kan du se, hvad den laveste og den højeste temperatur i drivhuset er i løbet af dagen. Det har stor indflydelse på, hvornår du kan gå i gang med arbejdet i drivhuset. Der skal helst være 8 grader om natten, før du rigtigt kan gå i gang med at plante.