FRI FRAGT ved køb over 400 kr.*    Bestil helt indtil 21/12 for levering før jul*    GRATIS RETUR til 700 butikker frem til 31/1-2018*
×

Bolig

Nyt til køkken og hjem

Sådan vælger jeg den rigtige støvsuger

Af Allan Rahbek, indkøber, 15-09-2017

Vi ved det godt. Det bliver aldrig rigtigt sjovt at støvsuge. Men det kan blive nemmere og klares hurtigere, hvis du har udstyret i orden. Så find den rigtige støvsuger – en der passer til dit hjem, dine gulve og dit temperament.


Hvor ofte støvsuger du?

Hånden på hjertet, der er forskel på, hvor tit du støvsuger, og hvor tit du burde støvsuge. De fleste gør rent en gang om ugen, men det kan jo sagtens være, at der hjemme hos dig er brug for at svinge støvsugeren lidt oftere. Måske har du små børn, der slæber sandkassen med ind eller en hund der fælder for vildt. Og måske lider du af allergi, og har brug for at holde dit hjem fri for støv dagligt.

En anden vigtig parameter er størrelsen på dit hjem. Har du et stort hus med flere etager, eller leder du efter en støvsuger til den lille lejlighed, sommerhuset eller campingvognen? Og hvilken type gulv skal støvsugeren glide hen over? Et rustikt trægulv med masser af kringelkroge eller langhårede gulvtæpper?


Støvsugere til alle formål

Der findes forskellige typer af støvsugere, som alle har hver deres styrker. Nedenfor kan du blive klogere på de forskellige støvsugertyper og mon ikke du finder en, der kan blive din nye rengøringsmakker?


Almindelig støvsuger

Støvsugeren, vi alle er vokset op med. Den klassiske støvsuger er en gammel kending, der kan klare de fleste af hverdagens udfordringer. Det gælder både trægulve, stengulve, paneler, lister og gulvtæpper. En af de største fordele ved den almindelige støvsuger er ledningen. Den giver dig nemlig mulighed for at støvsuge et stort område uden at skulle flytte ledningen fra den ene stikkontakt til den anden.

Den klassiske støvsuger fås i dag i små, kompakte design, der ikke fylder hele kosteskabet. Samtidig er sugeevnen blevet forbedret, og lyden er blevet mindre. Så nu kan de små se tv, mens du støvsuger, og katten behøver ikke at flygte op i den nærmeste reol af bar skræk.

Når støvsugeren er fyldt, skal du blot skifte støvsugerposen, det er nemt og bekvemt. Se hele udvalget af traditionelle støvsugere her.




Bor du stort? Eller har du børn?

Du skal vælge en almindelig støvsuger, hvis du har mange kvadratmeter. Og så er det nok også favoritten, hvis du har små børn eller husdyr i familien.


Poseløs støvsuger

Vi kender det, når panikken breder sig, fordi hylden med støvsugerposer er fyldt fra gulv til loft med hundredvis af mærker og typer med den ene specifikation efter den anden. Med en poseløs støvsuger slipper du for det, for du har slet ikke brug for en pose. Du tømmer blot beholderen, når den er fuld og så rengør du filteret.

De poseløse støvsugere er gode til at rengøre glatte gulve og overflader. Så har du mange kvadratmeter, der skal støvsuges, og har dit hjem primært har træ- eller stengulve, kan det være en fordel at vælge en støvsuger uden pose.


Spar udgiften til poser

Med den poseløse støvsuger sparer du ikke kun udgiften til poserne. Du sparer også miljøet for unødigt affald. Til gengæld er det et dårligt valg, hvis du lider af støvallergi, da du kommer i kontakt med støvet, når du tømmer den. Den egner sig måske også bedre til dig, der bor i hus, og kan tømme beholderen i skraldespanden udenfor. Og ikke i den lille skraldepose under køkkenvasken.


Ledningsfri støvsuger

Den ledningsfrie støvsuger gør rengøringen nemmere, da du ikke skal holde styr på ledningen under vejs. Den er nem at opbevare og kræver ikke plads i samme omfang som den traditionelle støvsuger. Den kan fx stå i hjørnet af et skab eller stå i sin opladningsstation. Den ledningsfrie støvsuger er oplagt til de små situationer i hverdagen, hvor der er brug for en hurtig omgang med støvsugeren.

Vi kender alle situationen, at der kommer gæster om 5 minutter og under spisebordet ligner det, at der ikke er blevet gjort rent i flere uger. Med en ledningsfri støvsuger kan du hurtigt støvsuge de kritiske steder, uden at skulle have støvsugeren ud af skabet, og ledningen ind i stikkontakten.

Den ledningsfrie støvsuger er et genial til dig, der bor i en mindre lejlighed og ikke har mange kvadratmeter at rengøre eller som supplement til den klassiske støvsuger.


Robotstøvsuger

Robotstøvsugeren er til dig, der ikke gider bruge tid på det grove arbejde og gerne vil have støvsugningen klaret, mens du ikke er hjemme. Og eftersom du så ikke er hjemme, når robotstøvsugeren fjerner støv, så gør det nok heller ikke så meget, at den støjer en smule mere end andre støvsugere. Robotstøvsugeren skal også tømmes oftere end andre støvsugere, da dens lille størrelse ikke har plads til uanede mængder af støv, men den er nem at tømme og rengøre.




Lad robotten klare arbejdet

En robotstøvsuger er mest effektiv på forholdsvis store og åbne flader. Så har du et hjem med mange tæpper, møbler og krinkelkroge, kan det gå ud over støvsugerens effektivitet. Og hvis du har et hjem med flere etager, kan du kun støvsuge en etage ad gangen, for selv om robotstøvsugeren er meget intelligent, kan den endnu ikke gå på trapper. Robotstøvsugeren er derimod et rigtig godt valg, hvis en i husstanden lider af allergi, og har brug for at få fjernet det værste støv, dagligt.


Håndstøvsuger

Håndstøvsugeren er i samme liga som den ledningsfrie støvsuger. Nogle håndstøvsugere kan håndtere både tørre og våde overflader. Så når du investerer i en håndstøvsuger, er det en god idé at overveje, om du får brug for begge dele. Husk også at tjekke, hvor lang tid batteriet holder, før det skal oplades. De fleste håndstøvsugere lades fuldt op på få timer.


Græd ikke over spildt mælk

Håndstøvsugeren er perfekt til den hurtige rengøring eller til hverdagssituationer, hvor du lige skal støvsuge på spisebordet, stolene eller i sofaen. Så slut med at skælde ud over et spildt glas mælk, eller kiksekrummer i stolen. Med en håndstøvsuger i nærheden har du altid en pyt-knap.

Håndstøvsugeren er også oplagt at bruge i bilen, båden og campingvognen, hvor skidt og snavs hurtigt kan samle sig.


Våd- og tørstøvsuger

En våd-/tørstøvsuger er ideel til den grove rengøring i fx kælderen, bilen eller udenfor. En våd-/tørstøvsuger har en kraftig konstruktion og er ofte udstyret med en lavenergimotor, hvilket giver en kraftig sugeevne med et lavt strømforbrug. Du skal vælge denne støvsuger, hvis du skal i gang med en rengøring af smuds, trærester og lign. Den er ideel til brug i værkstedet eller kælderen, hvor der ofte er en anden type snavs end fx i stue og køkken.


Er dB og watt vigtigt?

En larmende støvsuger kan være generende, og arbejdet behøver jo ikke være mere anstrengende, end det er i forvejen. Når du køber støvsuger, kan det derfor være relevant at kigge efter antallet af decibel, som fortæller, hvor meget støvsugeren larmer. Under hvert produkt står lydniveauet angivet i decibel, dB. – Jo højere dB, jo mere støj. Mange har nok haft en tendens til at se på motorstørrelsen, fordi man automatisk tror, at jo flere watt jo mere kraft, jo renere hjem. Men en moderne støvsuger har efterhånden et lavere antal watt uden at du kan se det efter rengøringen derhjemme. Fordelen ved en støvsuger med færre watt er, at den bruger mindre energi og er bedre for miljøet.


Hvis du vil spare på energien

Energiklassificering er en god metode til at sammenligne flere støvsugere. Og selvom navnet ikke antyder det, så måles flere af støvsugerens egenskaber i en energiklassificering, der hjælper dig, når du skal investere i en ny støvsuger. Du får et godt overblik over støvsugerens energiforbrug, men også over rengøringsevnen. Bliv klogere på energiklassificering her.


Er du allergisk over for støv?

Er du en af de uheldige, der lider af støvallergi, så er det ekstra vigtigt med en støvsuger, der fanger alle støvpartikler. Hvis du har astma er det sugeevnen og filteret, der er de vigtigste egenskaber på støvsugeren. Filteret er vigtigt, fordi det skal sikre, at der cirkulerer ren luft ud af støvsugeren, og at støvpartiklerne bliver i støvsugeren. De fleste støvsuger angiver i dag, om de kan anbefales til støvallergikere.




Forlæng levetiden på din støvsuger

En støvsuger er uundværlig, og det er som regel støvsugeren, der bliver din bedste ven i rengøringssituationer. Heldigvis vil din støvsuger være din faste rengøringsmakker i mange år, hvis du passer godt på den undervejs.

Skift støvsugerposen jævnligt, eller tøm beholderen hvis du har en poseløs. Hold også øje med filtrene. Et tilstoppet motorfilter nedsætter sugeevnen markant, mens udblæsningsfilteret sørger for, at luften omkring dig forbliver ren.


Køb støvsuger på Coop.dk – det er en ren fornøjelse

Hos Coop.dk Shopping har vi et bredt udvalg af støvsugere i alle energi- og prisklasser, og du finder med garanti støvsugeren, der passer hjem til dig. Se hele udvalget her.