coop.dk havemøbel vedligeholdelse

Sådan vedligeholder du dine havemøbler i træ

Er du i tvivl om, hvordan du vedligeholder dine træmøbler, så er her gode råd at hente til både bejdsede, malede og olierede havemøbler.

Dine havemøbler vil i løbet af sommeren stifte bekendtskab med de danske vejrforhold, og det betyder både sol, regn og blæst. Så hvis dine havemøbler skal holde i mange år, er det vigtigt, at du passer på dem og vedligeholder dem. Herunder finder du en række gode råd til, hvordan du bedst vedligeholder dem. Du får både tips til rengøring, slibning, oliering, spartling, maling og opbevaring.

Du kan se vores udvalg af havemøbler her.

Hvorfor er det vigtigt at vedligeholde havemøbler i træ?

Havemøbler er udsatte for regn, vind og sol, da de oftest står utildækket udenfor en hel sæson, og det slider på træet. Fugtigt vejr og store regnskyl er hårdt for træet, og de mange vandrette flader gør, at der let lægger sig pytter af regn, ligesom meget sol og vind kan tørre træet ud.

Træ er et levende materiale, der udvider og trækker sig sammen ved varme og kulde. Derved kan der komme små sprækker i træet, som ikke umiddelbart kan ses, men som kan suge fugt til sig. Det er derfor vigtigt, at du vedligeholder dine havemøbler i træ, så der ikke går råd eller skimmelsvamp i dem, og så de holder sig pæne i lang tid.

Når du køber havemøbler i træ, er de ofte enten bejdset, malet eller olieret. Og det er vigtigt, at du fortsætter med den samme behandling. Så hvis du har købt bejdsede havemøbler, vedligeholder du dem med bejdse, olierede havemøbler vedligeholder du med olie, og har du købt malede møbler, skal du male dem for at forlænge deres levetid.

Vedligehold dine havemøbler i træ, og få glæde af dem sæson efter sæson

Hvordan vedligeholder jeg bejdsede og malede havemøbler i træ?

Bejdsede og malede havemøbler er ofte mindre modtagelige over for vejr og vind end olierede havemøbler og kræver ikke lige så jævnlig vedligeholdelse. Alligevel er det en god idé at bejdse og male havemøblerne ca. en til to gange om året, hvis du vil undgå, at vedligeholdelsen bliver alt for omfattende.

1. Rengøring
Skrub og vask havemøblerne med en stiv børste og masser af vand. Du kan evt. blande lidt trærens i vandet. Sørg for at gamle, løse flager/rester er kommet med af.

rengoering af havemoebler
2. Slibning
Slib overfladen med sandpapir i træets længderetning – først med groft sandpapir (ca. korn 100-120) og dernæst med fint (korn 200 eller 300). Du sliber bejdsede og malede havemøbler for at gøre overfladen ru, så den nye bejdse eller maling vil binde bedre. Sliber du ikke, vil det nye lag lægge sig oven på den gamle bejdse eller maling (i stedet for at trænge ind), og så kan den være lige til at skrælle af med en negl. Sørg for, at støvrester er børstet væk, inden du fortsætter.
3. Spartling
Hvis bejdsen eller malingen er skallet af, eller der er kommet ujævnheder/huller i træet eller den gamle bejdse/maling, skal du give ujævnhederne et grundigt lag træspartelmasse, så overfladen bliver fin og jævn.
Spartling af havemoebler
Når spartelmassen er gennemhærdet, skal du slibe der, hvor du har spartlet, inden du går videre til bejdse eller maling.

4. Bejdse/maling

Bejdse
Påfør bejdsen med en pensel, og gnid derefter med en svamp, for at få den arbejdet helt ind i træet. Du må gerne give havemøblerne mere end en gang bejdse - vær blot opmærksom på, at farven kan blive mørkere for hvert lag.
havemoebel der bliver bejdset
Bejdse kan godt have tendens til at skalle hurtigt, men ønsker du en mere holdbar overflade, kan du, når bejdsen er helt tør, give det to-tre lag lak for en ekstra holdbar overflade. Husk at slibe lakken ganske let mellem hvert lag.

Maling
Det er en god idé at give møblerne grunder som det første lag. Påfør grunderen med en pensel, og giv havemøblerne et godt, dækkende lag – også på træets ender. Når du har grundet møblerne, skal de tørre, inden du maler dem over med træmaling. Oftest skal de tørre en dags tid. Når du giver havemøblerne grunder, bør ét lag træmaling efterfølgende være nok. Men synes du ikke, det dækker ordentligt, giver du dem en gang til.

Sørg for at stå et tørt og forholdsvist lunt sted, når du bejdser og maler møblerne. Helst et sted, hvor temperaturen er mellem 10 og 25 grader, men ikke indendørs, så du indånder dampene, og heller ikke så møblerne står i direkte sollys.

Når møblerne er færdigbehandlet, skal de stå nogle dage, før de er tørre og klar til at stå ude og kan tages i brug.

Start med en god og grundig rengøring for det bedste resultat

Hvordan vedligeholder jeg olierede træmøbler?

Olierede havemøbler har bedst af at få olie 1-2 gange om året. Det gør du ved 1) rengøring 2) slibning og 3) oliering.

1. Rengøring
Skrub og vask havemøblerne med en stiv børste og masser af vand. Du kan evt. blande lidt trærens i vandet eller andre specialudviklede renseprodukter til træ, men husk at skylle godt efter med rent vand (brug fx haveslangen).

Der er udviklet trærens til de forskellige træsorter, fx findes der rens til teaktræ, som rengør uden at fjerne træets naturlige olieindhold. Sørg for at købe de produkter, der passer bedst til dine havemøbler. Det er vigtigt, at havemøblerne tørrer ordentligt, inden du går videre til slibning, så stil dem gerne overdækket, mens de tørrer.

Tip: Tjek om dine havemøbler trænger til olie ved at kaste et glas vand ud på overfladerne. Ligger vandet sig ovenpå som på perler, er det ikke nødvendigt, men suger træet derimod vandet, er det tid til at oliebehandle træet.

2. Slibning
Slib overfladen med sandpapir i træets længderetning for at gøre den glat og fin. Olierede havemøbler bliver nemlig lidt ru, når du har vasket og skrubbet dem.
billede af en der sliber et havemoebel
Slib først med groft sandpapir (korn 100-120) og dernæst med fint (korn 200 eller 300). Sørg for, at støvrester er børstet væk, inden du går videre til oliering.
3. Oliering
Påfør olien med en pensel, og giv havemøblerne et godt, dækkende lag – også på træets ender. Sørg for at stå et tørt og forholdsvist lunt sted, når du olierer møblerne. Helst et sted, hvor temperaturen er mellem 10 og 25 grader, men ikke indendørs, så du indånder dampe fra olien, og heller ikke så møblerne står i direkte sollys.

Ligger der små pytter af olie på vandrette overflader, når du er færdig med at oliere, tørres olien væk med en klud. Det er overskydende olie, som ikke er trængt ned i træet og heller ikke kommer til det. Giv gerne møblerne olie ad to omgange for at få det bedste resultat.

billede af en der oliere et havemoebel
Når du er færdig, skal møblerne stå nogle dage, før de er tørre og klar til at stå ude. Vær sikker på, at olien er tørret godt ind, inden du sætter dig på de nyrestaurerede møbler, da der godt kan sidde lidt olierester, som kan smitte af på dit tøj. Læg evt. et klæde på stole og bænke det første stykke tid, du bruger dem.

Se vores anbefalinger til vedligeholdelse af havemøbler i nonwood og polyrattan her.

Havemøbler opbevares bedst tørt om vinteren

Hvordan opbevarer jeg bedst havemøbler i træ?

Inden du stiller dine havemøbler ind for vinteren, er det vigtigt at rengøre dem grundigt, for at undgå at råd og skimmelsvamp får let spil. Om nødvendigt, efterspænd bolte og skruer. Du kan med fordel slutte sæsonen af med at bejdse, male eller oliere dem.

Træ er et levende materiale og har derfor bedst af at blive opbevaret i et skur, hvor de ikke vil være udsat for fugt i løbet af vinteren. Havemøblerne bør ikke have direkte kontakt til jorden, da benene suger fugt til sig. Gør evt. brug af fliser under benene, eller sørg for, at en presenning går ind under benene på både stole og bord. Havemøbler i træ har ikke godt af at stå for varmt gennem vinteren, da træet kan tørre helt ud.

Når det er tid til at få havemøblerne frem igen, skal du efterspænde skruer, bolte og beslag, der kan have løsnet sig i løbet af vinteren. Smør alle bevægelige beslag med en syrefri olie (evt. symaskineolie), og vask havemøblerne grundigt af.

Gav du dine havemøbler bejdse, maling eller olie, inden du satte dem ind for vinteren, bør de nu være klar til brug. Hvis du ikke nåede at bejdse, male eller oliere dem, er det en god idé at gøre det, inden du tager dem i brug igen.
billede af et havemoebelsaet i trae

Hvilken bejdse/maling/olie skal jeg bruge, og hvor længe er den om at tørre?

Det afhænger af træsorten, så det er altid en god idé at forhøre sig i en malerforretning. De kan hjælpe med at finde præcis de produkter, der er velegnede til dine havemøbler. Og brug gerne lidt ekstra på bejdsen, malingen eller olien, så kvaliteten er i orden. Det betaler sig i længden.

Bag på bøtterne står der, hvor længe produkterne skal tørre, før du kan give et ekstra lag, og hvornår de er gennemhærdet.

Få hjælp og vejledning til gode produkter i en malerforretning

Kan jeg slippe for at vedligeholde mine havemøbler?

Du kan desværre ikke helt undgå at skulle vedligeholde dine havemøbler, hvis de er i træ. Men du kan sørge for at gøre vedligeholdelsen mindre omfattende ved at tørre dem godt af, når det har regnet, stille dem et fornuftigt sted, hvor de ikke får for meget fugt nedefra og tage dem ind om vinteren.

Står havemøblerne et godt beskyttet sted hen over sommersæsonen, fx under en overdækket terrasse, hvor de ikke udsættes for direkte sol og store regnskyl, kan du minimere vedligeholdelsen. Ellers kan du købe havemøbler i teak, som kræver knap så meget vedligeholdelse som andre havemøbler i træ. Teaktræ har nemlig fra naturens side et højt olieindhold, som beskytter træet. Dog kan teaktræ blive lidt gråt med tiden, så hvis du ønsker at bevare den naturlige glød i træet, skal du oliere oftere.

OBS! Mandalay havemøbler i teaktræ

Vær særligt opmærksom på, at teaktræ-havemøbler fra Mandalay er ubehandlet, og at Mandalay anbefaler, at du ikke giver dine havemøbler nogen behandling i form af bejdse, maling eller olie. Husk altid at følge den vedligeholdelsesguide, der medfølger det købte produkt, så dine havemøbler får den rette behandling.

Til toppen