gasgrill guide billede 0

Sådan vælger du det rette båludstyr

Få gode råd til hvilket udstyr du skal vælge, og hvordan du kommer i gang med madlavning over bål.

Bålhygge i haven

Til hygge, til pandekager eller til den helt store kulinariske oplevelse. Bålfade og båludstyr fås i alle størrelser og til alle formål. Du kan få simple bålfade, der hygger på terrassen. Men du kan også få båludstyr, som gør dig til den ukronede konge af bålmad.

Bålfade og bålstativer

Lidt forenklet kan man sige, der er tre ting du kan bruge båludstyr til. Der er bålfade for hyggens skyld. Der er bålfade til pandekager. Og der er bålstativer og -riste til madlavning. Vil du vide, hvad du skal vælge, så læs med her.
båludstyr 2 coop.dk
Havepejsen er til hygge
Fortsætter grillaftenerne ofte efter, solen er gået ned? Så skal du vælge en havepejs eller et bålfad, der skaber hygge på terrassen. Havepejsen er ofte mere dekorativ og voluminøs end bålstedet, men begge dele spreder hygge og varme. Det er kun et spørgsmål om smag.

Bålfadet er til popkorn og pandekager
Vil du lave snobrød, riste et par skumfiduser, lave popkorn eller pandekager, kan du med fordel vælge et bålfad. Et bålfad kan flyttes rundt og så løfter det bålet lidt op i højden. Og har du børn, vil de elske at sidde omkring bålet og lave snobrød.

Start et sted - du kan altid opgradere senere hen

Bålstativer flytter madlavningen ud i naturen
Er du en ihærdig grillentusiast, der elsker at lave mad udenfor? Og trænger du til at blive udfordret lidt? Så skal du gå efter bålstativer og bålriste, hvor du kan lave alt fra biksemad til bøffer.

At lave mad over bål er fascinerende og autentisk. Du skal flytte rundt på gløderne for at justere varmen. Du skal pleje bålet, så ilden ikke går ud. Et bål kræver din fulde opmærksomhed og trækker dig ud af hverdagens trummerum – og ind i naturens vilde verden. Bålmad handler om at komme tilbage til vores rødder.
båludstyr 3 coop.dk
Bålristen bruges til pølser, bøffer og til gryder med kartofler. En dutch oven er en gryde i støbejern, der stilles direkte ind i gryderne. Den bruges til at lave gryderetter eller grydebrød i.

Et bålstativ gør det nemt at lave bålmad i naturen. Og det er tilmed nemt at klappe sammen og tage med. Uanset om I er i skoven, på stranden eller inde hos naboen.

Bålmad

Buldrende gryderetter og gourmet burgere. Der er ingen grænser for, hvad der kan tilberedes over bål. Det er kun dit mod, der sætter begrænsningen.

Bålmad er hygge og shelter-stemning

Lav fx lækre, saftige burgere med bacon, løgringe og ost – et hit hos hele familien. Eller tilbered en lækker gryderet med grillet kylling, skønne grøntsager og masser af krydderier.

Vil du starte i den lidt lettere ende med madlavning over bål, så er simreretter en rigtig god idé. De er mindre varmefølsomme end fx burgerbøffer, og så kan de passe sig selv, imens du nyder shelter-stemningen med familien.

båludstyr 3 coop.dk
Pandekageopskrift

4 dl mælk
3,5 dl mel
1 tsk. sukker
1/4 tsk. salt
3 æg
3 spsk. vand eller øl
Skallen af en halv citron eller lidt kardemomme
Smør til bagning

Pisk det hele sammen, lad gerne dejen stå lidt på køl og bag så.

Båltilbehør

Gryder, riste, pinde og pander. Udvalget er stort, og hvad skal du vælge? Det kommer selvfølgelig an på, om du er til bålfad eller bålmad. Men et godt sted at starte er med dette udstyr:

• Snobrødspinde
• Pandekagepande
• Popkornsgryde
• Gryde til simreretter

Vi har naturligvis også båludstyr og bålsæt til dig, der allerede har erfaring med madlavning over bål, og som ønsker at udforske mere avancerede bålretter.

Materialer

Som med så meget andet, betaler man for kvalitet. Vælg et bålfad der er tungt, stabilt og står godt fast. Det gør bålfadet mere sikkert. Brug altid udstyr, der er beregnet til madlavning over bål. Det er fx vigtigt, at pandekagepanden har et langt skaft i træ, så det ikke bliver for varmt at holde på.

Vælg et bålfad der står godt fast

Sådan laver du et godt bål

Placér bålet et sikkert sted og hav altid en spand vand i nærheden. Så er du godt i gang. Der findes mange måder at opbygge et bål på, men pagodebålet er velegnet til madlavning. Og her får du en lille step-by-step-guide.

Sådan laver du et pagodebål:
    1. Forbered en lille bunke med småkviste.
    2. Find to lige store stykker brænde og placer dem parallelt med ca. 30 cm imellem. Stykkerne må gerne have en størrelse på ca. 15 cm i diameter og være 30 cm lange. De skal ligge, så de peger i vindens retning, så gløderne får ilt.
    3. Find endnu to stykker, og læg dem på tværs af de andre. Stykkerne skal være lidt mindre end de første og ligge, så de fire stykker danner en lille firkant.
    4. Du kan evt. lægge yderligere to stykker på tværs, så du bygger opad og danner et lille tårn – en lille pagode.
    5. Krøl avispapir sammen til små kugler, og læg dem ind i midten af din pagode.
    6. Læg tørre kviste og grene skråt ned over avispapiret, så de danner en lille tipi.
    7. Stryg en tændstik, og sæt ild til avispapiret fra vindsiden, så flammerne suges ind gennem pagoden og tipien.
bålguide 5 coop.dk
Tjek regler for optænding af bål i din kommune. Du kan oftest finde reglerne på din kommunes hjemmeside. Læs flere gode råd om bål i Beredskabsstyrelsens folder 'Grill, bål og ukrudtsbrænder', som også findes online.

Til toppen