Legetøj

Sjov, leg og læring

LEGO-entusiasten præsenterer Byggepladen

Hos Coop.dk Shopping er vi rigtig glade for LEGO®, og derfor vil vi fremadrettet præsentere en række LEGO® entusiaster, som brænder for LEGO® klodsen, og alle de muligheder og oplevelser, der følger med.

Vi starter med at introducere foreningen Byggepladen, som er en dansk forening for LEGO® entusiaster. Vi har talt med Klaus Algreen, sekretær i Byggepladen, om passionen for klodserne, det store community og alle de gode oplevelser, LEGO® og Byggepladen giver.

LEGO entusiasten - Billede 1En forening med plads til alle LEGO® fans

Byggepladen blev stiftet i 2003 af LEGO® fans, som ønskede en forening, hvor danskere kunne være fælles om deres forkærlighed for det danske fænomen LEGO®, som har begejstret børn og voksne i hele verden. Siden er Byggepladen vokset til mere end 600 medlemmer spredt over hele landet, og der kommer hele tiden flere til.

”Der foregår en masse aktivitet online på Byggepladen.dk, og derudover mødes medlemmer jævnligt til lokale byggemøder og arrangementer i hele landet. Vi arrangerer selv events såsom den årlige Klodsfest, og derudover bliver vi ofte inviteret til at stå for – eller deltage i - arrangementer af LEGO® og andre interesserede foreninger og virksomheder. Vi kan helt klart mærke, at interessen for at bruge LEGO® klodsen i mange forskellige sammenhænge er stærkt stigende. ”, forklarer Klaus.

LEGO entusiasten - Billede 2

Byggepladen deltager i mange forskellige arrangementer, hvor de sørger for at involvere de besøgende i kunsten at bygge med LEGO®. Her ses børn og voksne, som i fællesskab bygger en kæmpe model af en rød LEGO®-klods.

Alle Byggepladens aktiviteter foregår på frivillig basis, og alle LEGO® interesserede er meget velkomne til at blive medlem.

”Byggepladens medlemskreds rummer alt fra samlere, som aldrig pakker deres indkøbte sæt ud, til de såkaldte MOC’ere (My Own Creation, red.), som køber LEGO® klodser i løsvægt og bygger de mest fantastiske ting. Så længe du er interesseret i LEGO® er du velkommen, da det er den fælles passion for LEGO® som brand, LEGO® klodsen og LEGO systemet, der binder os sammen,” forklarer Klaus, som selv primært er sætbygger og især glad for LEGO® Technic® og LEGO® Mindstorms®, hvilket kan hænge sammen med hans tekniske baggrund og et arbejde inden for it-området.

”Vi vil udbrede LEGO® som hobby”

Ifølge Klaus er selve LEGO® klodsen og det unikke byggesystemet naturligvis enormt vigtige, men han og Byggepladen har også en anden vigtig mission:

”Vi arbejder hele tiden på at udbrede LEGO® som hobby og fællesskab både lokalt, nationalt og globalt. Derfor sørger vi for at være til stede til forskellige events i såvel indland som udland, hvor vi bygger, fortæller og involverer de besøgende i LEGO®,” fortæller Klaus, der selv for nylig var med til en AFOL (Adult Fan Of Lego, red.) Workshop i LEGO® Shoppen i LEGOLAND®, hvor besøgende får indblik i, hvordan eksperter bygger med LEGO®.

LEGO entusiasten - Billede 3

LEGO® Entusiaster fra Byggepladen afholder workshop i LEGO® Shoppen i LEGOLAND®. ”Det er en stor oplevelse hver gang, man ser gnisten blive tændt i folks øjne,” fortæller Klaus om glæden ved at formidle det glade budskab om LEGO®.

LEGO® favner fællesskabet

Som virksomhed har LEGO® været exceptionelt gode til at involvere dedikerede fans i communities, hvilket Byggepladen mærker i form af invitationer til arrangementer, tilbud på LEGO® klodser, fabriksbesøg og generelt stor interesse i foreningen fra LEGO®.

Der er i øvrigt flere eksempler på, at fans har været inde over produktudviklingen, både som enkeltpersoner og i grupper.

”Da LEGO® Mindstorms® blev introduceret, var fans hurtige til at skille det ad, ændre i programmeringen og udvikle egne funktioner til robotterne. I stedet for at sagsøge og blive sure, sagde LEGO®, at de bedste fans kunne være med til at udvikle nye features,” fortæller Klaus.

Den positive tilgang til udefrakommende kreativitet satte for alvor gang i en crowdsourcing-kultur, og med tiltaget LEGO® IDEAS kan fans fra hele verden dele ideer, få stemmer fra andre fans og rent faktisk ende med at få fantasi gjort til virkelighed i form af et nyt LEGO® produkt. LEGO® etablerede på et tidligt tidspunkt en afdeling, LEGO® Community Engagement and Events (CEE), med særlig fokus på det store LEGO Fan community.

”Et medlem af Byggepladen byggede for nylig en model af Billund Lufthavn, og det er nu blevet et officielt sæt, som sælges eksklusivt i lufthavnen. Den dygtige bygger fik senere overdraget sæt nummer 1 ved en officiel ceremoni,” siger Klaus.

Du bliver en del af et stort netværk

Da vi spørger Klaus, hvorfor man skal blive en del af Byggepladen, er han ikke i tvivl: ”Fordi du bliver en del af et stort netværk med en fælles interesse. På Byggepladens online-forum for medlemmer får du tips og tricks, adgang til konkurrencer, invitationer til spændende arrangementer, og meget andet.”

Flere medlemmer holder desuden øje med nyheder fra ind og udland, så du får besked, hvis et særligt LEGO® sæt forventes at blive udsolgt, eller hvis der er gode tilbud på LEGO®. Hvert år kan medlemmerne desuden købe LEGO® elementer direkte fra LEGO®, og i skrivende stund står Klaus over for at skulle distribuere adskillige tusinde LEGO® klodser til medlemmer i Østjylland.

I Byggepladen kan man forvente at få kvalificerede svar, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til et projekt: ”Et medlem ville lave verdens længste togbane af LEGO®. På Byggepladen fik han organiseret projektet, og med hjælp fra mere end 80 deltagere lykkedes det at bygge en 4 km lang togbane og få den anerkendt til optagelse i Guinness Rekordbog. Det er sådan noget, der kan lade sig gøre i et stærkt netværk som Byggepladen”

Du kan blive medlem af Byggepladen for kun 240 kr. årligt (du skal være mindst 13 år). Du kan desuden møde Byggepladen på LEGO® World 2015 i Bella Center, hvor LEGO® har bedt Byggepladen om at arrangere den populære LEGO® World Fan Zone, hvor der udstilles nogle af de vildeste LEGO® kreationer. LEGO® World 2015 finder sted d. 12. til 15. februar 2015 i Bella Center i København.