Haveliv

Inspiration til haven

Vedligeholdelse af havemøbler

Dine havemøbler vil i løbet af sommeren stifte bekendtskab med de danske vejrforhold, og det betyder både sol, regn og blæst. Så hvis dine havemøbler skal holde i mange år, er det vigtigt, at du passer på dem og vedligeholder dem. Herunder finder du en række gode råd til, hvordan du vedligeholde dem. Du får både tips til rengøring, slibning, oliering, spartling, maling og opbevaring.

Du kan se vores udvalg af havemøbler her.

Er du i tvivl om, hvordan du vedligeholder dine træmøbler, så er her gode råd at hente til både olierede og malede havemøbler.

 

Hvorfor er det vigtigt at vedligeholde havemøbler i træ?

Havemøbler er udsatte for regn, vind og sol, da de oftest står utildækket uden for en hel sæson, og det slider på træet. Fugtigt vejr og store regnskyl er hårdt for træet, og de mange vandrette flader gør, at der let lægger sig pytter af regn, ligesom meget sol og vind kan tørre træet ud.

Det er derfor vigtigt, at du vedligeholder dine havemøbler i træ, så der ikke går råd eller svamp i dem, og så de holder sig pæne. Både maling og olie er to gode måder at beskytte træet på. Når du køber havemøbler i træ, er de enten behandlet med olie eller malede.

Det er vigtigt, at du fortsætter med den samme behandling, så hvis du har købt olierede havemøbler vedligeholder du dem med olie, og har du købt malede møbler, skal du male dem for at forlænge deres levetid.

Hvordan vedligeholder jeg olierede træmøbler?

Olierede havemøbler har bedst af at få olie 1-2 gange om året. Det gør du ved 1) rengøring, 2) slibning og 3) oliering.

Rengøring

1. Rengøring

Skrub og vask havemøblerne med en stiv børste og masser af vand. Du kan evt. blande lidt trærens i vandet eller andre specialudviklede renseprodukter til træ, men husk at skylle godt efter med rent vand (brug fx haveslangen).

Der er udviklet trærens til de forskellige træsorter, fx findes der rens til teaktræ, som rengør uden at fjerne træets naturlige olieindhold. Sørg for at købe de produkter, der passer bedst til dine havemøbler. Det er vigtigt, havemøblerne tørrer ordentligt, inden du går videre til slibning, så stil dem gerne overdækket, mens de tørrer.

Slibning

2. Slibning

Slib overfladen med sandpapir i træets længderetning for at gøre den glat og fin. Olierede havemøbler bliver nemlig lidt ru, når du har vasket og skrubbet dem. Slib først med groft sandpapir (korn 100) og dernæst med fint (korn 200 eller 300). Sørg for, at støvrester er børstet væk, inden du går videre til oliering.

Oliering

3. Oliering

Påfør olien med en pensel, og giv havemøblerne et godt, dækkende lag – også på træets ender. Sørg for at stå et tørt og forholdsvist lunt sted, når du olierer møblerne. Helst et sted, hvor temperaturen er mellem 10 og 25 grader, men ikke indendørs, så du indånder olien, og heller ikke, så møblerne står i direkte sollys.

Ligger der små pytter af olie på vandrette overflader, når du er færdig med at oliere, tørrer du olien væk med en klud. Det er overskydende olie, som ikke er trængt ned i træet og heller ikke kommer til det. Giv gerne møblerne olie ad to omgange for at få det bedste resultat.

Når du er færdig, skal møblerne stå nogle dage, før de er tørre og klar til at stå ude.
Vær sikker på, at olien er tørret godt ind, inden du sætter dig på din nyrestaurerede havebænk, da der godt kan sidde lidt olierester, som kan smitte af på dit tøj. Læg evt. et klæde på stole og bænke det første stykke tid, du bruger dem.

Hvordan vedligeholder jeg malede havemøbler i træ?

Malede havemøbler er ofte mindre modtagelige over for vejr og vind end olierede havemøbler og kræver ikke lige så jævnlig vedligeholdelse. Alligevel er det en god idé at male havemøblerne ca. en gang om året, hvis du vil undgå, at vedligeholdelsen bliver alt for omfattende.

Rengøring

1. Rengøring

Skrub og vask havemøblerne med en stiv børste og masser af vand. Du kan evt. blande lidt trærens i vandet. Sørg for, at gamle, løse malingsflager/-rester er kommet med af. (Er malingen skallet af mange steder, kan det være nødvendigt at slibe havemøblerne ned, men det er kun nødvendigt, hvis du ikke har vedligeholdt dine havemøbler i flere år.)

Slibning

2. Slibning

Slib overfladen med sandpapir i træets længderetning – først med groft sandpapir (ca. korn 100) og dernæst med fint (korn 200 eller 300). Du sliber malede havemøbler for at gøre overfladen ru, så den nye maling binder. Sliber du ikke, vil malingen lægge sig oven på den gamle maling (i stedet for at trænge ind), og så kan den være lige til at skrælle af med en negl. Sørg for, at støvrester er børstet væk, inden du maler dem.

Spartling

3. Spartling

Hvis maligen er skallet af, eller der er kommet ujævnheder/huller i træet eller den gamle maling, skal du give ujævnhederne et grundigt lag træspartelmasse, så overfladen bliver fin og jævn. Når spartelmassen er gennemhærdet, skal du slibe der, hvor du har spartlet, inden du går videre til maling.

Maling

4. Maling

Det er en god idé at give møblerne grunder som det første lag. Påfør grunderen med en pensel, og giv havemøblerne et godt, dækkende lag – også på træets ender. Sørg for at stå et tørt og forholdsvist lunt sted, når du maler møblerne. Helst et sted, hvor temperaturen er mellem 10 og 25 grader, men ikke indendørs, så du indånder malingen, og heller ikke, så møblerne står i direkte sollys.

Når du har grundet møblerne, skal de tørre, inden du maler dem over med træmaling. Oftest skal de tørre en dags tid. Når du giver havemøblerne grunder, bør ét lag træmaling efterfølgende være nok. Men synes du ikke, det dækker ordentligt, giver du dem en gang til.

Møblerne skal stå nogle dage, før de er tørre og klar til at stå ude.

Hvordan opbevarer jeg bedst havemøbler i træ?

Inden du stiller dine havemøbler ind for vinteren, er det vigtigt at rengøre dem grundigt for at undgå at råd og skimmelsvamp får let spil. Om nødvendigt, efterspænd bolte og skruer. Du kan med fordel slutte sæsonen af med at oliere eller male dem.

Træ er et levende materiale og har derfor bedst af at blive opbevaret i et skur, hvor de ikke vil være udsat for fugt i løbet af vinteren. Havemøblerne bør ikke have direkte kontakt til jorden, da benene suger fugt til dig. Gør evt. brug af fliser under benene eller sørg for, at en presenning går ind under benene på både stole og bord. Havemøbler i træ har ikke godt af at stå for varmt gennem vinteren, da træet kan tørre helt ud.

Når det er tid at få havemøblerne frem igen, skal du efterspænde skruer, bolte og beslag, der kan have løsnet sig under vinteren. Smør alle bevægelige beslag med en syrefri olie (evt. symaskineolie) og vask havemøblerne grundigt af.

Gav du dine havemøbler olie eller maling, inden du satte dem ind for vinteren, bør de nu være klar til brug. Hvis du ikke nåede at give dem olie/maling, er det en god idé at gøre dette, inden du tager dem i brug igen.

Hvilken maling/olie skal jeg bruge, og hvor længe er den om at tørre?

Det afhænger af træsorten, så det er altid en god idé at forhøre sig i en malerforretning. De kan hjælpe med at finde præcis de produkter, der er velegnede til dine havemøbler. Og brug gerne lidt ekstra på malingen/olien, så kvaliteten er i orden. Det betaler sig i længden.

Bag på både olie- og malerbøtter står der, hvor længe olien eller malingen er om at tørre, hvor længe den skal tørre, før du kan male/oliere over igen, og hvornår den er gennemhærdet.

 

Kan jeg slippe for at vedligeholde mine havemøbler?

Du kan desværre ikke helt undgå at skulle vedligeholde dine havemøbler, hvis de er i træ. Men du kan sørge for at gøre vedligeholdelsen mindre omfattende ved at tørre dem godt af, når det har regnet, stille dem et fornuftigt sted, hvor de ikke får for meget fugt nedefra, og tage dem ind om vinteren.

Står havemøblerne et godt beskyttet sted hen over sommersæsonen, fx under en overdækket terrasse, hvor de ikke udsættes for direkte sol og store regnskyl, kan du minimere vedligeholdelsen. Endeligt kan du købe havemøbler i teak, som kan holde mange år uden behandling. Teaktræ har nemlig fra naturens side et højt olieindhold, som beskytter træet. Dog kan teaktræ blive lidt gråt med tiden, så hvis du ønsker at bevare den naturlige glød i træet, skal du oliere dem oftere.