Bolig

Nyt til køkken og hjem

Sådan vælger jeg min nye juicer

Æbler, ingefær, gulerødder og appelsiner. Friskpresset juice er en delikatesse på morgenbordet, og med din egen juicer står du selv bag juicebaren. Men hvilken juicemaskine passer bedst til dig og dine sunde drinks?


Er der forskel på juicere?

Ja, det er der. Der findes forskellige metoder til at lave juice og det er en smagssag, hvad der passer bedst til dig og din livsstil. Frugter, grøntsager, rodfrugter eller krydderurter – du vælger selv dit kick.

Helt overordnet er der 2 typer af juicemaskiner, nemlig en centrifuge og en slowjuicer. Hvor centrifugen slynger indholdet rundt ved høj fart, kværner slowjuiceren indholdet ved lav hastighed.

Med lad os kigge lidt nærmere på de forskellige muligheder.

Juicer & saftcentrifuge

Hurtig tilberedning.
Hele frugter og grøntsager.

Bedst til faste og hårde ingredienser.
Juice uden pulp. Høj oxidering Bør drikkes med det samme og stå max 5-8 timer på køl.
Slow juicer

Mere forberedelse.
Mindre stykker af frugt og grøntsager.

Kan også klare bløde frugter, bladgrønt, urter, bær og nødder.
Juice med op til 20% mere saft af ingredienserne. Lav oxidering Længere holdbarhed – helt op til 24-48 timer.

Citruspresser

Hurtig tilberedning.
Frugten skal ikke skrælles.

Kun til citrusfrugter.
Juice uden pulp Lav oxidering Længere holdbarhed – helt op til 24-48 timer.

Saftpresser

Fungerer som slow juicer.

Presser nænsomt saften af ingredienserne.
Saft, most, cider. Lav oxidering Saft og most kan holde 5-6 dage på køl og op til 1 år i fryseren.


Juicer & saftcentrifuge

Den klassiske juicer og saftcentrifugen fungerer på samme måde. Begge maskiner flænser og slynger frugt og grøntsager ved høj fart, mens de fordeler saften i én beholder og kødet i en anden.

Det er en nem og hurtig måde at få friskpresset juice på, og du kan bruge både frugter og grøntsager. Maskinerne har et indføringsrør, hvor du typisk kan putte fx hele æbler og gulerødder i, uden at skulle skrælle og skære i mindre stykker.

Juicemaskinerne adskiller sig på forskellige ting, som fx størrelsen på indføringsrøret, motoren og de forskellige beholdere, dvs. hvor meget juice du kan lave på én gang. Bor du fx alene, kan du sagtens klare dig med en mindre juicer, mens den store familie har fordel af de maskiner, der kan lave op til 2 liter juice, uden at du skal tømme beholderen.



De fleste modeller er nemme at rengøre, og alle løse dele kan som regel gå i opvaskemaskinen. Samtidig er de klassiske juicere prismæssigt i den lavere ende, så det er et godt sted at starte, hvis du er ny i juiceriet. Eller hvis du foretrækker hurtige, allround juiceopskrifter, uden for meget hurlumhej.

En juicemaskine er i øvrigt en god måde at undgå madspild på. Du kan nemlig hurtigt forvandle alle de indkøbte frugter og grøntsager, som du ikke lige får spist, til en lækker juice. Og pulpen kan du bruge til alt fra grønne deller til boller, kager, kødsauce og supper.

Den klassiske juicer egner sig godt til et stort udvalg af faste og hårde frugter samt grøntsager. Den færdige juice er næsten fri for frugtkød. Til gengæld oxiderer juicen mere end fx på en slow juicer. Det gør den, fordi maskinen centrifugerer ingredienserne ved meget høj fart, så vitaminerne udsættes for ilt, og dermed går nogle af de gode egenskaber tabt.

Dette er også en af årsagerne til, at du som udgangspunkt bør drikke centrifugeret juice med det samme, da niveauet af vitaminer og mineraler forringes yderligere ved opbevaring. Så selvom du i princippet kan opbevare hjemmelavet juice i køleskabet, vil vi ikke anbefale det.


Slow juicer

Man skulle umiddelbart tro, at en slow juicer adskiller sig fra en almindelig juicer ved at være langsommere til at fremstille juice – og det er også rigtigt. Men den egentlige årsag til navnet er, at slow juiceren kører med langt færre omdrejninger, og dermed presser råvarerne langsommere end ved centrifugering.

En slow juicer kan derfor også håndtere nogle af de frugter og grøntsager, som en almindelig juicer ikke har det så nemt ved - fx bladgrønt, banan og nødder.

En slow juicer kører normalt med 75-90 omdrejninger, hvor den klassiske juicer arbejder med mange flere omdrejninger og watt i minuttet. Grundet den langsomme rotation i motoren vil flere vitaminer, mineraler og næringsstoffer bevares, og du vil få en mere næringsrig juice.

Med den langsommere rotation undgår du også, at juicen skiller eller bliver for luftig. Den vil dermed virke ’renere’ – så hvis du ikke bryder dig om små stykker af frugtkød i din juice, er slow juiceren det rigtige valg.

En slow juicer udvikler heller ikke skum under processen. Det betyder, at den ikke oxiderer så meget som centrifugeret juice, og juicen har derfor en længere holdbarhed. Du kan fx opbevare juicen i køleskabet i op til to døgn.

Slow juiceren har desuden et større udbytte af ingredienserne, da den maser råvarerne, og udvinder en del mere saft end den klassiske juicer. Netop af denne grund, er pulpen fra en slow juicer også mindre våd end pulpen fra en almindelig juicer – og den tørre pulp egner sig rigtig godt til fx kager og brød.

Så selvom en slow juicer ofte koster mere end den klassiske juicer, skal du tænke på, at du får mere ’valuta’ for pengene i det lange løb.




Saftpresser

Saftpresseren fungerer som slow juiceren, og presser nænsomt saften ud af ingredienserne. Den saftpresser, du kan købe på Coop.dk, kan lave op til 12 liter saft, most, cider eller måske endda vin. Maskinen egner sig derfor særligt til dig, der har mange frugttræer i haven og som gerne vil lave stordrift af høsten.

På samme måde som ved slow juiceren har saften en lav oxidering, da du presser den ud ved håndkraft. Og du behøver ikke at pasteurisere den for at få en holdbarhed på 5-6 dage på køl – og helt op til 1 år i fryseren.


Citruspresser

Den hurtige vej til det perfekte glas appelsinjuice. Til dig, der foretrækker citrusfrugter og ikke gider skrælle dine appelsiner. Citruspresseren fås både manuelt og elektrisk. Juicen er uden pulp og med lav oxidering. Det betyder, at du får et ordentligt skud c-vitaminer, bare ved at halvere en håndfuld appelsiner.


Seks om dagen

Det lyder nærmest for godt til at være sandt med al den sundhed, du kan labbe i dig i flydende form. Men får du egentlig dækket Sundhedsstyrelsens seks om dagen-anbefaling med juice? Nej, det gør du ikke. For den flydende kost er fuld af sukker og kalorier – og indeholder ikke fibrene i fx skrællen og plantefibrenes skillevægge. Og så mætter den ikke lige så længe, som hvis du gnaver dig igennem æblerne og gulerødderne.



Ifølge Sundhedsstyrelsen tæller din juice for 1 af dine 6 om dagen, uanset hvor mange glas du drikker. Men det er jo også værd at tage med – især hvis du elsker juice. Og du behøver jo heller ikke kun at have sunde grunde til at kaste dig ud i juiceriet – det er tilladt at drikke en juice eller shot – bare fordi det smager godt!


Indkøberens weekend-bombe

Efter en lang og travl uge, nyder jeg at tage min Wilfa juicer ud af skabet og forkæle mig selv med en sand weekend-bombe.

Her bruger jeg som minium ½ chili frugt, godt med ingefær, lime samt rigeligt med æbler og har jeg broccoli og bladselleri ryger det med. Så har jeg et par shots til både lørdag og søndag.


Inspiration til flere opskrifter

Du kan også komme godt i gang med juiceriet og få inspiration til flere skønne juicer i bogen Juice for begyndere eller Saft - rene grønne vitaminer.

Har du mod på en decideret juicekur, kan du hente inspiration i Joe Cross’ reboot-revolution.

Rigtig god fornøjelse.