Bolig

Nyt til køkken og hjem

Hvad er en slowjuicer?

Æbler, ingefær, gulerødder og appelsiner. Mulighederne er mange. Og det er dig, der bestemmer, hvordan dagens juice skal smage. Friskpresset juice er en delikatesse på ethvert morgenbord, og med din egen juicer står du selv bag juicebaren. Med en juicer bliver mulighederne mange, da du kan kombinere både grøntsager, rodfrugter og almindelige frugter. En kombination af både grøntsager og frugt giver dig en sund og god start på dagen.


Hvordan vælger du din næste juicer?

Det kan være svært at blive klog på udvalget af juicere – særligt fordi de ikke hedder det samme. Og det gør heller ikke udvælgelsesprocessen nemmere? Der findes efterhånden en del forskellige på markedet, og det er vigtigt at gøre sig nogle tanker om, hvad du forventer af din juicer.

Det vigtigste er, at du kommer til at bruge din juicer. Og så er det bedre at vælge en model, der passer til dine behov, frem for en der trækker støv i køkkenskabet. Neden for får du en sammenligning af en slowjuicer og en almindelig juicer.




Primære forskelle mellem slowjuicer og en almindelig juicer

Man skulle umiddelbart tro, at en slowjuicer adskiller sig fra en almindelig juicer ved at være langsommere til at fremstille juice – og det er også en rigtig antagelse. Men den egentlige årsag til navnet er, at slowjuiceren kører med langt færre omdrejninger, og dermed presser råvarerne langsommere end en normal saftpresser. En slowjuicer kører normalt med 75-90 omdrejninger, hvor andre saftpressere arbejder med mange flere omdrejninger og watt i minuttet. Grundet den langsomme rotation i motoren vil flere vitaminer, mineraler og næringsstoffer bevares, og du vil få en mere næringsrig juice.



Juicens kvalitet

Grundet den langsommere rotation undgår du, at juicen skiller eller bliver for luftig. Den vil dermed virke ’renere’ – så særligt til dig, der ikke ønsker frugtkød i din juice, er slowjuiceren det rigtige valg.

En slowjuicer udvikler heller ikke skum under processen. At der ikke udvikles skum er positivt for iltningen, og du kan derfor opbevare juicen i køleskabet i op til to døgn. En slowjuicer vil typisk også kunne håndtere nogle af de grøntsager, som en saftpresser ikke kan. Det gælder f.eks. salat og selleri.

Der findes også en række andre væsentlige forskelle, der er værd at tage med i betragtning.


Udbytte og brugervenlighed

Hvis det er effektivitet, du ønsker, så vil en slowjuicer være det rigtige valg. Årsagen er, at udbyttet fra frugterne er større. En slowjuicer maser råvarerne, og udvinder al saft, der kan presses ud af både frugt og grønt. Almindelige saftpressere slynger derimod frugterne, og der kan man ikke i samme omfang være sikker på, at al saft udvindes fra ingredienserne.

Herudover er et væsentligt parameter, hvor nem juiceren er at bruge. Altså om frugt og grøntsager skal skæres eller skrælles, eller kan de komme direkte i juiceren, uden du skal gøre mere. Det afhænger af den enkelte juicers motorkapacitet, så her skal du se på de enkelte specifikationer og varebeskrivelser.

Det samme gælder for rengøring. Du skal se efter, om juicerens dele kan skilles ad og komme i opvaskemaskinen.

Rengøringsprocessen er med garanti en indikator for, hvor ofte du kommer til at bruge juiceren, så hold øje med om de aftagelige dele må gå i opvaskemaskinen, eller om juiceren kan være svær at rengøre. Hellere købe en juicer, der er nem at rengøre, som du kommer til at bruge frem for en, der får fast plads i køkkenskabet.




Forskel på hastighed og støjniveau

Som navnet antyder, så virker det logisk at antage, at en slowjuicer er langsommere end en regulær saftpresser. Der vil være en smule forskel på hastigheden, men der er tale om en minimal forskel. Men eftersom en slowjuicer er langsommere, bruger den også mindre strøm, hvilket giver dig en økonomisk fordel.

En slowjuicer vil også være mere støjsvag end saftpresseren. Årsagen er bl.a., at den kører med færre omdrejninger, og derfor ikke har brug for den kraft fra motoren som en alm. juicer. Dog er mange af de alm. juicer også forholdsvis lydsvage, så det er sandsynligvis ikke støjniveauet, der kommer til at afgøre dit valg.

Der er masser af fordele ved en slowjuicer. Og hvis du er vild med ofte at lave din egen juice, vil det med garanti være en god investering.