billede af en plaeneklipper

Sådan vælger du den rigtige plæneklipper

Det kan være lidt af en jungle at vælge plæneklipper. Her får du hjælp til at finde den rette model for dig og din græsplæne, så plæneklipningen bliver sjov, smuk og effektiv – år efter år.

Er naboens græsplæne altid lidt grønnere – så læs med her. Vælger du den rigtige plæneklipper, er du nemlig godt på vej til et grønnere haveliv.

Den smukke danske græsplæne

Findes der noget bedre end en tæt, grøn plæne, fri for mos og bare pletter? Den velholdte græsplæne giver glæde og tilfredshed – men den skal plejes året rundt for at holde sig flot. Og et godt skridt på vejen til at få en flot plæne, er at vælge den rigtige plæneklipper.

Hvordan skal din græsplæne skæres?

Start med at spørge dig selv, hvor højt du ønsker dit græs, og hvilken plænetype du har. Drømmer du om at spille golf på din egen kortklippede green eller er du mere til følelsen af langt, blødt græs mellem tæerne? Har du en snorlige, plan grund uden hurlumhej, eller har du en lille park med træer og buske og skråninger? Det har afgørende betydning for dit valg af plæneklipper, da ikke alle maskiner egner sig til alle formål.

Hvordan du fortrækker netop din have skal se ud, har afgørende betydning for dit valg af plæneklipper

Rotorklipper eller cylinderklipper?

Overordnet set findes der 2 former for plæneklippere: cylinderklipperen og rotorklipperen. Cylinderklipperen skærer græsstråene af mod en klinge, mens rotorklipperen slår græsset, når den kører hen over i høj fart. En cylinderklipper giver et finere og mere lige snit end rotorklipperen, til gengæld skal dens blade altid være skarpe. Den egner sig bedst til de helt små haver, eller til plæner med græshøjde ned til 1,5 cm. Omvendt er rotorklipperen særligt egent til større haver og til højt græs.

Det skal du vide, inden du køber robotplæneklipper

Markedet for robotplæneklippere er i konstant udvikling, og der kommer hele tiden nye og større modeller på markedet. Derfor er det altid en god ide at overveje præcis hvilket behov, du ønsker at din robotplæneklipper skal dække.

Hvor mange m2 græs skal robotplæneklipperen slå?
Sørg for at læse om hvor stort et område robotplæneklipperen er lavet til, så du ikke ender med at købe en maskine der er både større og dyrere end hvad der er nødvendigt.

Er din have jævn, eller med bakker og stigninger?
En jævn og flad have er nemmest at klare for robotter. Så hvis du vil have græsset slået på en bakke eller stigning, skal du sørge for at plæneklipperen kan klare dette.

Hvor meget vil du betale for smarte funktioner?
Skal robotplæneklipperen kunne styres via en app du har på din telefon, eller er det nok med en en plug & play model, som kører efter en kort indtastning af informationer?

Hvad koster en robotplæneklipper?

De fleste modeller koster fra cirka 3.500 kr og op til 10 – 12.000 kr. Enkelte modeller er enten dyrere eller billigere. Jo mere, du vil have at din nye plæneklipper skal kunne klare, jo dyrere vil den blive. Det er dog værd at huske, at den dyreste ikke nødvendigvis er den bedste robotplæneklipper til dig. Har du en lille have uden for mange ujævnheder kan en billig model være en god løsning.

Den dyreste robotplæneklipper er ikke nødvendigvis den bedste til dig

billede-af-en-robotplaeneklipper

Størrelsen betyder noget

Det næste du skal kigge på er størrelsen på din have. Helt logisk er det svært at forestille sig en havetraktor til et lille græsfrimærke eller en håndskubber til den store græspark.

En anden vigtig overvejelse er klippebredden. Tommelfingerreglen siger, at jo større plæne, desto større klippebredde, for så går det hurtigere at slå græsset. Alligevel skal du ikke vælge en med stor klippebredde på en lille grund, fordi du tror, at du så kan hoppe over, hvor gærdet er lavest – desværre. De store plæneklippere er nemlig sværere at manøvrere rundt med, så det kan let gå hen at blive endnu mere besværligt, end hvis du havde valgt en plæneklipper med en mindre klippebredde.

Nedenfor kan du se, hvor stor klippebredde du skal gå efter i forhold til din græsplænes størrelse.

Klippebredde i forhold til plænestørrelse

Plænestørrelse i m2

Klippebredde i cm

Op til 400

30-34

400-600

41-46

600-800

46-51

800-1000

51-56



Hvor højt skal græsset være?

De fleste klipper plænen i ca. 3 cm’s højde, for det giver en smuk og robust plæne, der er nem at holde, fordi den kun skal klippes 1 gang om ugen.

For haveentusiasten er det en mulighed at variere klippehøjden rundt om i haven og dermed skabe forskellige rum i haveindretningen. Fx kan det se flot ud med en brugsplæne omgivet af blomstereng.

I nedenstående tabel kan du se, hvilken type plæne og klippehøjde der passer til valg af plæneklipper.

Plænetype

Klippehøjde

Klippefrekvens

Valg af maskine

Prydplæne

1,5-2,5 cm

2-3 gange om ugen

Cylinderklipper

Brugsplæne

3,0-3,5 cm

1-2 gange om ugen

Cylinder-/rotorklipper

Løgplæne

3,0-3,5 cm

Første gang ca. 1. juni

Le/græstrimmer/rotorklipper

Naturgræs

5,0-10,0 cm

1-2 gange om året

Le/græstrimmer

Blomstereng

5,0-10,0 cm

1-2 gange om året (afklip skal fjernes)

Le/græstrimmer


*Kilde: Græs af Asbjørn Nyholt



Hvilken type plæneklipper er den rigtige for dig?

Der findes forskellige typer af plæneklippere, og du bør gøre dig visse overvejelser, inden du vælger din næste plæneklipper.

Er du typen, der sætter pris på motorkraft og duften af benzin? Så er den klassiske, benzindrevne græsslåmaskine et sikkert valg. Er du mere den sporty type, vil en håndskubber sikre dig både motion og en flot græsplæne. Til den miljøbevidste type er det rigtige valg en plæneklipper, der kører på batteri eller el.

Benzinplæneklipper
En benzinplæneklipper kan bruges til de fleste plænestørrelser og er i særdeleshed en god idé, hvis din plæne er over 400 m2.

En af de største fordele ved en benzindrevet plæneklipper er kraften fra motoren, der gør det let at slå græs - også selv om du har en stor græsplæne. Flere af de benzindrevne plæneklippere har en opsamler, hvor græsset samles.

En græsopsamler er en stor fordel, fordi du ikke behøver at rive græsset sammen bagefter, og i efteråret hjælper opsamleren dig med at fjerne de nedfaldne blade, der spreder sig ud over græsplænen. Ønsker du at bruge det afklippede græs som gødning, kan du med fordel købe en græsslåmaskine med bioklip, så vil plæneklipperen selv fordele det afklippede græs.

Der er kun et enkelt men ved en benzindrevet græsslåmaskine. Den kører på benzin, og det betyder, at den kan løbe tør, hvis du ikke holder øje med tanken – og så skal du netop på tanken for at skaffe brændstof. Benzinplæneklipper forurener og larmer desuden mere end mange af de andre typer af græsslåmaskiner.

Elektrisk plæneklipper – med ledning
En elektrisk plæneklipper er god, hvis din græsplæne er på mellem 100 og 400 m2. Den elektriske er bedst, hvis der ikke er for mange forhindringer i haven eller for langt til nærmeste stikkontakt.

En elektrisk plæneklipper er god, fordi du slipper for at skulle bekymre dig om brændstof. Den vil også være lettere i vægt og mere støjsvag end en benzindrevet plæneklipper - så du kan nyde fuglekvidderen, mens du slår græsset. En elektrisk plæneklipper hvirvler også mindre græs op i luften end en benzindreven, og det er bestemt en fordel, hvis du eller nogen i din familie er allergikere.

Den største udfordring er hele tiden at holde øje med ledningen, så du ikke kommer til at køre den over og dermed beskadiger græsslåmaskinen. Hvis du ikke vil holde styr på en ledning under klipningen kan du vælge en batteridrevet plæneklipper i stedet.

Batteriplæneklipper
Med en plæneklipper på batteri får du de samme gode egenskaber som en elektrisk plæneklipper – du slipper bare for ledningen.

Batteriplæneklipperen er det nye sort inden for plæneklippere. Det er de, fordi den har alle de gode egenskaber fra både en elektrisk- og en benzindrevet plæneklipper. En græsslåmaskine med batteri kan matche en benzinplæneklippers kraft - helt uden at bruge benzin. Det betyder, at plæneklipperen ikke forurener, når den er i brug. Samtidig er den lydsvag og nem at betjene.

Flere af de batteridrevne plæneklippere har en opsamler, der samler græsset, så du ikke skal rive det sammen efterfølgende, og den hvirvler også mindre græs i luften, hvilket er en stor fordel, hvis nogen af dine nærmeste er allergikere.

Håndskubber
Håndskubberen er god, hvis du har en prydplæne, da den skærer græsset i stedet for at slå det, hvilket giver et smukt resultat. Den er også god på en almindelig brugsplæne, men helst hvis plænen ikke er større end 100 m2. Ellers kan det godt gå hen at blive lidt for hårdt arbejde at skulle slå græsset.

En håndskubber er miljøvenlig, da den ikke behøver strøm eller benzin. Til gengæld er den sværere at manøvrere end en el- eller benzindreven, og græsset skal slås oftere, da en håndskubber ikke kan klare arbejdet, hvis græsset er for højt. Med en skubber er du altså sikret en god omgang motion en gang om ugen.

En håndskubber er miljøvenlig, da den ikke behøver strøm eller benzin.

billede-af-en-dame-der-slaar-graes-med-en-haandskubber
Robotplæneklipper
En robotplæneklipper er vidunderlig, for den klarer græsslåningen for dig. Husk at fjerne diverse forhindringer som legetøj, haveredskaber og havemøbler (eller hundens efterladenskaber), som kan komme i vejen for robotplæneklipperens arbejde. Og sidst skal du huske at tage hensyn til dine naboer. Det er fristende at sætte robotten i gang og tage på arbejde. Men husk at den let kan køre i flere timer og genere naboerne, selvom den ikke umiddelbart larmer så meget som en benzindreven. Læs mere om hvordan du vælger robotplæneklipper længere oppe i guiden.

Havetraktor
De fleste mænd får julelys i øjnene ved tanken om en havetraktor, og den gør bestemt også græsslåningen lidt sjovere. Man gør dog sig selv en bjørnetjeneste, hvis man investerer i sådan en på en grund, der ikke er egnet til det. Har I mange træer, buske og små passager i haven, som du skal styre udenom/komme igennem, kan havetraktoren være temmelig besværlig og faktisk vanskeliggøre arbejdet mere, end hvad sjovt er. Den er derfor bedst på forholdsvis lige arealer over 500 m2.

Flere tips til en frodig græsplæne
Læs mere om, hvordan du får græsset lidt grønnere på din side af hækken her.

Til toppen